Læsø Litteraturfestival 2014: Morten Søndergaard

Morten Søndergaard optræder til Læsø Litteraturfestival, 1. - 3. august 2014

Morten Søndergaard, født 1964, er en af Danmarks mest anerkendte og fremtrædende forfattere. Han debuterede i 1992 med digtsamlingen ”Sahara i mine hænder” og har siden skrevet ti digt- og prosasamlinger samt en enkelt roman. I 2009 udkom ”Må sort dreng dø ren” og ”Slikkerne” (sidstnævnte i samarbejde med Jørgen Haugen Sørensen), ligesom Morten Søndergaard var redaktør på den poetiske encyklopædi ”Af sted”. Ud over at skrive samarbejder Morten Søndergaard med en lang række kunstnere, blandt andre Kirsten Dehlholm og den elektroniske duo Schweppenhäuser/Thomsen, hvor han har udgivet cd’en ”Hjertets abe sparker sig fri” (2008). I efteråret 2010 kuraterer han udstillingen ”LOVE” på Kunsthallen Nikolaj. Morten Søndergaard er to gange blevet indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for henholdsvis ”Vinci, senere” (2002) og ”Et skridt i den rigtige retning” (2005). Sommeren 2014 er han hovedudstiller i Læsø Kunsthal med udstillingen BESTIARIUM. Morten Søndegaard åbner og lukker Læsø Litteraturfestival 2014, hhv. fredag kl. 18:10 og søndag kl. 16:00.