Læsø Litteraturfestival 2014: KAJKA

Den danske perkussionist Einar Nielsen fremfører en komposition af Mikael Forsman i forbindelse med Læsø Litteraturfestival 2014.

Einar Nielsen har siden først i halvfjerdserne turneret i Europa og Nord- og Sydamerika sammen med nogle af de ypperste musikere og komponister indenfor den klassiske avantgardemusik. Mødet med argentinsk-tyske Mauricio Kagel og hans instrumentalteater i 1968 blev afgørende for udviklingen af et scenesprog, der åbner op for, hvad man må kalde en ubændig trang til dyrkelsen af det absurd eksperimentelle i performerens jonglerende leg mellem tragik og humor, gråd og latter. 1974 blev han prisvinder ved Rencontre International de Percussion i La Rochelle, Frankrig, og siden har han undervist ved de højere læreanstalter i bl.a. Århus, Oslo og Göteborg. Einar Nielsen er nu professor emeritus ved Högskolan för scen och musik, Göteborgs Universitet, og medvirker bl.a. ved forestillinger på Cinnober Teater i Göteborg og på Christiania i København, samt. sammen med bl.a. komponisten Mikael Forsman, ved de succesfulde Cykelkoncerter rundt omkring i Sverige.

KAJKA fremføres fredag den 1. august kl. 21:40.