Ros til Læsø Kunsthals formidling

Norsken, svensken og dansken | DR LYD

 

Programmet “Norsken, svensken og dansken” omtaler udstillingen “Political Art” i Warszawa (05:38). Journalist Åsa Linderborg har været i Polen og set udstillingen. Hassan Preisler tager et opgør med den behandling den har fået i medierne:

”Det er jo også helt tosset … at man ligesom pr. automatik har udskammet og udskældt den her udstilling. Den er kurateret af den, efter min mening, modigste museumsdirektør vi har i Danmark; som faktisk er norsk, og som hedder Jon Eirik Lundberg og er leder af Læsø Kunsthal. Jon går op imod de kollektiver der er i Danmark. Og han gør det ikke i politisk opposition, han gør det som kunstnerisk uafhængigt menneske. Det interesserer ham, at udfordre de fælles strømninger der er, og den tidsånd som dominerer. Og på den måde så er han derfor en af de mest interessante formidlere i Danmark lige nu. Og jeg forstår ikke at vi har sådan en automatisk tendens til at have behov for at udskamme og kategorisere det her. Han er selv, har jeg læst, meget, meget træt af at skulle stå på mål for det noget der bliver kaldt ”højreorienteret kunst” bare fordi det ikke indtager de fælles holdninger der er blevet besluttet af ”de rigtige”.”

Programmet bliver sendt i alle de tre skandinaviske lande.

-:-

The inter-scandinavian program “The Norwegian, the Swede and the Dane” addresses the exhibition “Political Art” in Warsaw. The Danish writer and journalist Hassan Preisler praises the exhibition concept and Laesoe Art Hall’s work as “the most courageous and interesting dissemination of art in Denmark right now”.

 

 

 

Artist in residence på Læsø

Opslag fra Statens Kunstfond om Artist in residency i Per Kirebys atelier på Læsø

Læsø Kunsthal blev i 2018 engageret til at udforme et Artist in Residency-program i Per Kirkebys tidligere ejendom på Læsø, Haabet. Det var på invitation fra virksomheden Læsø Kunst og Kultur Aps. I en brgundelse for samarbejdet mellem Læsø Kunsthal og LKK Aps skriver Trygve Natvig i november 2018:

“Baggrunden for samarbejdet med Læsø Kunsthal er begrundet i at Læsø Kunsthal med
Jon Erik som leder har vist sig yderst dygtige til at skabe et imponerende netværk og de
afgørende samarbejder, der giver adgang til betydningsfuld kunst og anerkendte
kunstneres værker.”

Opgaven blev afleveret i december 2018. Sådan et program har været en tematik vi har arbejdet med i forskellige konstellationer gennem tiderne, og det er med stor glæde vi nu ser projektet blive realiseret. Det bygger videre på en historisk arv for Læsø.

English: Laesoe Art Hall was in 2018 invited to develop an Artist in Residency program in the former atelier of Per Kirkeby on Laesoe. The project was delivered to Læsø Kunst og Kultur Aps (Laesoe Art and Culture Ltd.) in mid december the same year. We are proud and happy to see it coming into reality, and that artists from all over the world soon can apply for a grant to stay and work in the marvellous studio.




The Pirates of The Kattegat: A glimpse into Peter Cohen’s political fantasy world

The Swedish film director Peter Cohen has written a smear towards the late artist Lars Vilks, who died in a tragic car accident on October 3rd. This is a reply to that text.

The fate of Lars Vilks, being under heavy security protection for 14 years, was a constant embarassment to Sweden. The country is one of the most advanced in the world and portrays itself as a “humanitarian superpower”. Yet a bunch of fanatical lunatics managed to boss around with Sweden over a simple drawing. The country had no idea what to put up with this enemy, and still doesn’t. In forseeable future it will be difficult to treat the legacy of Vilks with normal scientific practice in Sweden due to the security issues.

The head of Sweden’s most prominent museum, Gitte Ørskou, denounced Vilks’ most famous work only a few days after the death of the artist. It is not hard to see that the accusation that the drawing is “based on hateful iconography” is an excuse covering up the real issue, which is security.

Peter Cohen is on a twofold mission. On the one side he wants to divert attention away from these complex problems. On the other he wants to smear the Polish government.

For this purpose he has to invent a complete parallel reality. The Polish government, he claims, has ordered an exhibition from Laesoe Art Hall. This accusation is pointing to the exhibition “Political Art” at the Ujazdowski Castle Centre for Contemporary Art in Warzaw. 18 works of Vilks are presented there. Why, you might think, would the Polish government purchase the services of the perhaps smallest art institution in the world? According to Peter Cohen beceause the art hall is the base for a right wing extremist network. As something quite unusual, at least historically speaking, this network is engaged in the production of contemporary art.

Alas, the right wing Polish government has found a partner in crime.

In the process of making this story up the film director starts portraying Lars Vilks as a kind of Don Quixote. The satirical figure is, however, also the center of the former mentioned “right wing cult” which has come into existence on Laesoe. Cohen seems to disagree with himself as to the status of Vilks; whether he is comical or dangerous. Unable to make the choice Cohen goes with both at the same time.

Five days before his piece was published Peter Cohen called me. He did not present himself, so I had no idea who I was talking to. He had only two questions: 1) Did the Polish government order the exhibition? 2) “Do you have Facetime on your phone?”

I immediatly thought I was talking to some slightly confused fellow citizen, and answered politely, making sure he had understood what I said.

1) No, the government of that huge Central European country did not order an exhibition from Laesoe Art Hall.

2) Learning that I did have Facetime on my phone Cohen said he would call me back another day and talk about the exhibition.

He never did so. Instead he produced what could serve as the plot for a Scandinavian version of Pirates of the Caribbean. Which is a bit funny, since I actually always thought of the art hall as a pirate ship, a privateer, in that the Art Hall is not funded by the government. Being “hired” by foreign governments makes that story even more entertaining, as the historical pirates were also used by governments in shady operations.

Jon Eirik Lundberg


Når kun løgnen står tilbage

Kristeligt Dagblad publicerede den 2. oktober en klumme om udstillingen “Political Art” og Uwe Max Jensens performance “Between The World And Me”. Som man kan se af videoen gengiver avisen forløbet helt forkert. Og selv hvis man gengiver det korrekt i forhold til videoen, så er videoen i sig selv en redigeret version, og derfor et lidt andet værk end den egentlige performance. Der er tilført musik, og passager med tavshed er klippet væk. Videoen er en dramatiseret udgave.

Ud over den falske gengivelse tilføjer Kristeligt Dagblad en lang række anklager om kriminelle forhold, fremført af en gruppering som kalder sig UKK. Avisen undersøger ikke forholdet mellem anklagerne og virkeligheden. Hvis nogle som helst af de ting UKK beskylder Læsø Kunsthal for var sande, ville politiet været involveret. 

Kristeligt Dagblad videreformidler UKKs anklager uden at invitere Læsø Kunsthal til et modsvar. Men avisen undersøger heller ikke hvad UKK er for noget. Når man googler UKK kommer man til en organisation med navnet Unge Kunstnere og Kuratorer. Men i Kristeligt Dagblads tekst omtales de som Organisation For Kunstnere, Kuratorer og Kunstformidlere. Hvordan dette navneskifte skal forstås fortælles der intet om. Der er heller ingen forklaring på hvordan kunstnere og formidlere kan have en fælles brancheorganisation, når de repræsenterer modsatrettede interesser. Det svarer til at arbejdsgiverne melder sig ind i LO.

I programmet Kulturen på P1 fik UKK anledning til at forsvare de voldsomme retoriske udfald mod Læsø Kunsthal. Talspersonen blev imidlertid præsenteret som “tidligere leder” og “en af mange ledere”. Hvorfor bliver en organisation repræsenteret ved en tidligere leder i stedet for en nuværende? Og hvordan kan der være tale om ledere i uspecificeret flertal?

Des nærmere man kigger på UKK, des mere går organisationen i opløsning. Der er i praksis ingen afsender bag de vanvittige udfald.

Kristeligt Dagblad vælger at servere læserne en byge af grundløse anklager om politiske forbrydelser, fremført af en afsender ingen ved hvem er. Det kan umuligt være i tråd med god presseskik.

Ingen tilgængelig beskrivelse.

Lars Vilks (1946-2021)

Det er med stor sorg vi erfarer at kunstneren Lars Vilks er død. Lars Vilks fik til dels ufrivilligt rollen som en af de mest betydningsfulde politiske kunstnere da en international terrorbevægelse udnyttede hans berømmelse ved at true ham på livet. Siden 2007 levede han under konstant politibeskyttelse. Situationen gjorde det vanskeligt for ham at agere på kunstscenen, da mange vurderede det som for farligt og kontroversielt at vise hans værker. I 2019 bidrog han med tegninger og malerier til Læsø Kunsthals udstilling “Den politiske kunst”. En betydeligt større udgave af den udstilling vises for tiden på Ujazdowski Castle Centre for Contemporary Art i Warszawa, Polen. I den udstilling bidrager Lars Vilks med oliemalerier og en fortolkning af skulpturen Nimis.

Lars Vilks opfattede sin livssituation som truet kunstner som en del af et værk, og den tilgang var formentlig en vigtig grund til at han ufortrødent arbejdede videre. Han anlagde et instrumentelt og nøgternt blik på trusselbilledet, og kommenterede på sin tilværelses mange små forhindringer med galgenhumor. Han bød sine forfølgere den ultimative trods ved at overvinde dem. De kunne ikke få ham ned, hverken som kunstner eller som menneske.

 

Æret være hans minde.

the artist Lars Vilks in Warzaw 2021

Lars Vilks in Warzaw 2021. Photo: JEL

It is with profound sorrow that we learn our dear friend Lars Vilks has been involved in a fatal traffic accident. Vilks rose to global fame when his satirical comment on the Danish “cartoon crisis”, a drawing depicting a certain symbolic figure’s head mounted on a dog, was cancelled from an exhibition (with the theme “dog”) in 2007. The drawing is currently part of the exhibition “Political Art” at the Ujazdowski Castle Centre for Contemporary Art in Warzaw, Poland. Vilks considered his life situation a part of his work and never gave in to the pressures against him. The situations, the people involved in his security etc. were elements in a giant art piece. In this way he won over his persecutors. We honour the memory of this profound artist and our thoughts are with his friends and family.

 

the artist Lars Vilks in Warzaw 2021

Lars Vilks signing the poster for the exhibition “Den politiske kunst” in Laesoe Art Hall, june 2019. Photo: JEL

Udstilling i Warszawa: “Political Art”

Læsø Kunsthal samarbejder i år med den største institution for samtidskunst i Polen, U-jazdowski Castle Centre For Contemporary Art. Institutionen er lokaliseret i det svenske barok-slot U-jazdowski fra 1624. Slottet har været ødelagt og genopbygget ad flere omgange, og blev senest destrueret af det kommunistiske regime efter 2. verdenskrig. Det blev genopbygget i sin nuværende i 60’erne som en institution for kunst. 

Udstillingen “Political Art” bygger videre på ideerne bag udstillingen “Den politiske kunst” i Læsø Kunsthal 2019, men er udvidet så den omfatter 27 kunstnere fra hele verden. Direktøren for Ujazdowski, Piotr Bernatowic, har i en årrække arbejdet med et program for kunstnere der bliver udgrænset af deres egen samtid. Udstillingen i 2021 er således en syntese af de to projekter. Udstillingen åbner den 27. august og varer til januar 2022. Det er den største visning af nutidig politisk kunst nogensinde.

 

Laesoe Art Hall is proud to announce a brand new collaboration with the most important institution for contemporary art in Poland, the U-jazdowski Castle Centre For Contemporary Art. The exhibition “Political Art” is the conclusion of the works of a group of people. Piotr Bernatowic, director of U-jazdowski, has for years worked on a concept termed “inner peripheri”; artists who are kept aside by curatotors and institutions in their own time due to conceptions of their “attitudes” or “political views”. The group Passion For Freedom has for more than a decade arranged exhibitions for artists that has been victims of political censorship. And Laesoe Art Hall in 2019 arranged the exhibition “Political art”, and gathered experiences relevant to both approaches. A new exhibition, opening on the 27th of August 2021, draws on all of these projects and experiences. It will be the most wide-spanning exhibition of contemporary political art that has ever been arranged.



Kunsten på Læsø – støt vores arbejde


Læsø Kunsthal er en ikke-kommerciel, selvejende institution som i betydeligt omfang virker ved frivilligt arbejde og uden tilskud til drift. Vores mission er at bringe betydningsfuld kunst ud af storbyen, for på samme tid at give ro til oplevelsen af kunst og styrke vores lokalsamfunds identitet.

Vil du støtte Læsø Kunsthal? Skriv til os via kontaktformularen nederst på forsiden, eller på mailadressen nederst på siden her. Vi modtager med taknemlighed donationer til:

MobilePay 30 14 22 21

eller reg. nr. 7402 konto nr. 0001041434

Laesoe Art Hall is a non-profit organisation without governmental funding. Our mission is to bring the wonders of fine art to the countryside, adding contemplation to the experience of art and strengthening the identity of our local community. Would you like to support our work? Please write to us using the contact formular on the front page, or the email at the end of this page. We graciously receive donations to this account:

IBAN number: DK3174020001041434

BIC-kode/SWIFT-adress: NRSBDK24

Baggrundshistorien

Kunsten har længe været en central del af Læsø. Øens isolerede beliggenhed i Kattegat har
inspireret kunstnere siden midten af 1800-tallet og frem til i dag. Det intense lys, havet, de omskiftelige landskaber, følelsen af eksil og den ro og fordybelse øen tilbyder, har givet Læsø en helt speciel
plads i den danske kunsthistorie.

Kunstnere har siden guldalderen rejst til Læsø for at arbejde, heraf mange af Danmarks og den
internationale kunst største mestre. Fra guldaldermaleren Martinus Rørby og den senere P.C. Skovgaard, til
Michael Ancher, Viggo Johansen, Laurits Tuxen og Fynbomaleren Johannes Larsen. I 1950’erne fandt
modernistiske landskabsmalere som Søren Hjort Nielsen og Johannes Hofmeister frirum på Læsø.

I 1960’erne købte galleristen Børge Birch en gård på Læsø, som han indrettede til sommerhus. Her fik han ideen til at “skabe et nyt Skagen”; gøre Læsø til et historisk betydningsfuldt arbejdssted for kunstnere. Birch anskaffede ejendomme med boliger og atelierer til to af sine kunstnere. “Bangsbohave” til Asger Jorn og “Søbogård” til Jørgen Haugen Sørensen. Med dem fulgte et righoldigt persongalleri af danske og udenlandske kunstnere som kom på besøg. På den måde gik Birchs drøm hurtigt i opfyldelse.

Under optagelserne til en film om Asger Jorn besøgte Per Kirkeby i 1977 Læsø, og han købte et par år efter boligen “Haabet” til arbejde og ophold. Bangsbohave og Haabet anvendes i dag primært til udlejning, men er ellers bevaret i deres tidligere ejeres stil. Jørgen Haugen Sørensens gård har skiftet ejere flere gange siden han forlod øen igen sent i 70’erne.

En af de kunstnere som frekventerede Haugen Sørensens gård var den lokale klejnsmed, Erik Sparre (1936 – 2008). Han havde sit eget værksted, i det hus han selv byggede udenfor Byrum. Her skabte han gennem 40 år en stor samling skulpturer i stål. Den samling udgør i dag kernen i Læsø Kunsthal, idet kunsthallens grundlægger, Jon Eirik Lundberg, erhvervede den efter Sparres død.

Læsø Kunsthals aktiviteter
Læsø Kunsthal blev etableret i 2012 for dels at formidle, dels at regenerere den tradition Børge Birch efterlod. Således skabte kunsthallen over fire år udstillinger om Per Kirkebys (2016), Jørgen Haugen Sørensens (2017) og Asger Jorns (2020) liv og virke på øen. I 2018 viste kunsthallen oprindelsen til Kirkebys murstensværker, og opførte hans sidste skulptur “Vinduestårnet” i Østerby Havn.

I de øvrige sæsoner har kunsthallen inviteret det ypperste af dansk og international samtidskunst til øen. Nogle af disse projekter har sat deres varige aftryk på Læsø. Eksempelvis er et landskabsværk fra gruppeudstillingen Khora (2017) i proces med at blive en fast installation i Bouet på sydsiden af øens østlige del. Værket består af store træfløjter, som vinden og tidevandet skaber musik af.

Med årene har kunsthallen udviklet en tydelig formidlingsprofil: vores udstillinger er fortællende. De indeholder “nøgler” publikum kan tage med sig videre. En forklaring på noget. Samtidskunst er i sin natur eksperimenterende og undersøgende. Men al sand undersøgelse leder til svar. Det behøver ikke være endegyldige svar, men kan være indgange, der kan lede en videre.

Kunsthallen arrangerer hvert år Læsø Litteraturfestival. Gennem årene har den aflejret sig i form af en rig beholdning digtsamlinger i Læsø Biblioteks hylder.

I 2019 modtog Læsø Kunsthal en donation på ca. 230 grafiske værker af Pablo Picasso, Gustav Klimt, Per Kirkeby, Salvador Dalí og Marc Chagall fra kunsthandleren Henry Dyson (1935 – 2019). Værkerne skal udsmykke Læsø. I dag er den lokale regionsklinik udsmykket med grafiske værker af Marc Chagall, og til efteråret vil Salvador Dalís illustrationer til Dantes Den Guddommelige Komedie blive monteret i Læsø Bibliotek, som er en del af Læsø Skole. Denne udsmykning indgår i samarbejdet mellem skolen og kunsthallen, og skal bidrage til at give Læsøs unge erfaringer med verdenskunst.

Alt dette arbejde er muliggjort af projektstøtte og donationer fra privatpersoner og offentlige og private fonde, Læsø Kommune og Region Nordjylland.

Sommerens udstilling:

 

Firoozeh Bazrafkan (f. i Iran 1982) er uddannet billedkunstner fra Det Jyske Kunstakademi. Med sin dansk-iranske baggrund har hun markeret sig som en sjælden skikkelse i dansk kunst, og hendes værker bidrager med en ny stemme på kunstscenen og i den aktuelle samfundsdebat. I sine systemkritiske performances og videoværker sætter hun spørgsmålstegn ved sit eget kulturelle ophav, og de begrænsninger som hun ser sin egen generation i Iran og Danmark kæmpe med. Firoozeh Bazrafkans kunst udfordrer etablerede forestillinger i kunsten, samfundet og medierne. Hendes arbejde drives af de spørgsmål, der følger samtidskunsten som en skygge: Hvor langt kan kunsten egentlig tillade sig at gå ud ad den tangent, og hvor går grænsen i dag for hvad folk vil finde sig i?

Se udstillingen WOMEN i Læsø Kunsthal fra 15. juni til 15. august 2021

 

Firoozeh Bazrafkan (b. in Iran, 1982) is a Danish-iranian artist educated from the Jutland Academy of Art. Situated in both Danish and Iranian contemporary culture, Firoozeh Bazrafkan is concerned with her own cultural background and the limitations her own generation is dealing with. She is confronting established and habitual worldviews and norms in art, the society and in the media. The underlying question inspiring her work traces contemporary art like a shadow: How far can an artist go in this respect, where are the limits for what people will accept in one’s own time.

 

Please enjoy the exhibition WOMEN in Laesoe Art Hall between 15th of June and 15th of August

 

Udstillingen er generøst støttet af William Demant Fonden og Knud Højgaards Fond

Sweden: Calls for the burning of art

Lars Vilks, art, Sweden, Latvia, Islamic extremism, freedom of speech, press freedom

Lars Vilks working on a sculpture for the exhibition “Political Art” at the Ujazdowski Castle Centre for Contemporary Art”, Warzaw, august 2021. Photo: AFP/Scanpix

In the days following the tragic death of the Swedish artist Lars Vilks and his two bodyguards Scandinavian media and cultural personalities has denounced the artist for his most famous work, “The roundbout dog”. Their accusations are now echoed by an islamist movement in Sweden, calling for Vilks’ major landscape work, “Nimis”, to be “burned down”.

The demand fluctuates with the grave accusations directed towards the artist. He has been accused of adopting “hateful iconography” and of being associated with “right wing extremism”. The accusations have been formulated in the political mainstream and been put into rotation by mainstream media. This paves the way for extremists fighting against democracy and free speech, as they now can present their illegitimate agenda in an apparantly legitimate context.

This is a reminder of Sweden’s dark collaboration with another and former totalitarian movement, as the country in the 1930’s delivered the high quality iron ore necessary to build Adolf Hitler’s war machine. It also highlights the dubious practice of Western media to demonize art and artists as if they were dangerous political agents.

 

Jon Eirik Lundberg

Ingen kunstfaglig kritik af Vilks

I dagene efter den tragiske bilulykke, hvor Lars Vilks og to livvagter mistede livet, har mange aktører i medierne og kunstlivet kommenteret på hans værk. På den negative side træder Mikael Wivel (Weekendavisen), Anders Jerichow (Politiken) og Gitte Ørskou (Moderna Museet, Stockholm) tydeligt frem. De betragter enstemmigt Vilks’ “rondellhund” som en “fejl” i kunstnerskabet. Men ingen af dem giver dommen en kunstfaglig begrundelse.

Anders Jerichow mener tegningen bragte Vilks i “det forkerte selskab”. Uden at specificere evaluerer Jerichow de mennesker Vilks samarbejdede med som værende underlødige. Der gives ingen forklaring på hvad deres lødighedsproblem består i.

Mikael Wivel mener Nimis-værket er det største i Vilks ouevre, og at “tegningen” figurerer som en “skamplet” på det resterende. Wivel mener stregen i tegningen er for enkel. Dette er ikke en saglig kritik, eftersom stregen jo var tilstrækkelig. Og i øvrigt udgjorde “hunden” et motiv der optrådte i talrige konstellationer i Vilks’ værk. Noget som man kan være usikker på om Wivel er klar over.

Gitte Ørskou er den der kommer tættest på en faglig vurdering, i kraft af hendes rolle som leder af en stor kunstinstitution. Men hun forholder sig ikke til tegningen som et kunstværk. Hun udtaler: “(den er) funderet på hadsk og krænkende ikonografi…. tegningerne blev lavet som en bevidst provokation med henblik på at skabe ballade i en tid, som var og er stærkt præget af xenofobi og islamofobi”.

En størrelse som “hadsk ikonografi” er ikke funderet i kunstteori men er et udtryk for personlig smag. “Bevidst provokation” er “victim blaming”. Ørskou har ikke adgang til Vilks’ bevidsthed, men spekulerer i stedet. Ved at gøre ham ansvarlig for provokationen bliver dem der truer ham frikendt. Det samme ser man af ideen om at det er tegningen, og ikke terroristerne, der skaber balladen.

Hendes vurdering af tiden som værende præget af xenofobi og islamofobi er en rent politisk betragtning. De skandinaviske lande har nok aldrig været mere etnisk mangfoldige end de er i lige præcis denne tid, som hun mener er præget af “fremmedfrygt”. Og “islamofobi” er en term landene i Organisation for Islamic Cooperation anvender i deres undertrykkelse af dissidenter.

Tilbage står at værket bliver udskammet efter kunstnerens død, sådan som det blev da han var i live. Men hverken før eller efter ulykken har værket været genstand for en kritik på værkets præmisser.

Jon Eirik Lundberg

Den sidste kendte tegning udført af Lars Vilks. Detalje på Nimis-installationen i udstillingen “Political Art” som vises i Ujazdowski Castle Centre for Contemporary Art i Warszawa, 27/872021 – 16/1/2022. Foto: JEL