Sommeren 2024
Den mangefacetterede kunstscene, vi i dag tager for givet, har sin oprindelse i avantgardismen. Dens måske mest ikoniske værk er Marcel Duchamps (1887–1968) Fontæne, et pissoir lagt ned på en sokkel, der debuterede for godt 100 år siden. Med avantgardismen brød kunsten ikke blot ud af billedrammen, men også ud af alle andre kategoriseringer og flettede sig ind i hverdagslivet. Avantgardens vision var at skabe en bedre verden ved at brede kunsten ud i flest mulige sammenhænge. Dermed opstod også den radikale tanke, at hvad som helst i princippet kan være kunst, hvis kunstneren og det kunstfaglige miljø omkring værket hævder det.
Derfor kan et pissoir fungere som udstillingsobjekt – og derfor overraskes ingen i dag over, at kunst kan ordineres på recept, eller at kunsten forventes at fremme værdier som diversitet, inklusion og klimabevidsthed.
Sommeren 2024 tog kunstneren Elmer the Dane publikum med tilbage til avantgardens udgangspunkt i udstillingen Klassisk Avantgarde på Læsø Kunsthal. Udstillingen blev besøgt af omkring 1500 gæster og blev ledsaget af et smukt og informativt katalog, hvor kunstneren i samtale reflekterede over avantgardens historie og samtidige betydning.
Et centralt værk i udstillingen var en rekonstruktion af Guernica i original størrelse – omkring 8 × 4 meter – efter maleriet af Pablo Picasso. Den monumentale gengivelse fungerede som en påmindelse om avantgardens historiske kraft: kunsten som politisk og eksistentiel kommentar til sin tid.
Selv om det kan lyde fredfyldt, at kunsten trænger ind i flere livssammenhænge, skaber det også intens debat. Da avantgardismen bragte kunsten ud i samfundet, førte den i høj grad også politikken ind i kunstlivet. Dermed bliver kunsten scene for samtidens ideologiske konflikter. Som en kontrastvæske blotlægger den forskellige verdenssyn – og netop derfor mener Elmer, at det er nødvendigt at vende tilbage til udgangspunktet og erindre, hvor man kom fra.
Det seneste århundrede kan ligne en uafbrudt triumf for avantgarden. Men dens liv er ikke ukompliceret. Dens sarkasme og skæve vinkler kan affejes som partindlæg i en debat og beskyldes for slet ikke at være kunst; dens humor kan fremstå nihilistisk; og dens flertydighed bliver ofte forenklet i offentligheden.
Med Klassisk Avantgarde udfordrer Elmer blandt andet
“den blinde tro på digitaliseringens fremskridt for enhver pris og den nye veluddannede middelklasse af eksperter i alting, som opstiller leveregler for sundhed, identitet og kultur – et massivt fællesskab af eksperter, der fortæller os, hvad vi skal gøre.”
Gennem nedslag i tidligere og nye værker udfolder Elmer kernen i den klassiske avantgarde – både aristokratisk og demokratisk af natur – sådan som han selv har levet med den i sin praksis som kunstner og underviser.
“Alle kan virkelig lave det. Det er klasseløst. Det er ikke egen formåen, men ideen an sich der har ansvaret for det færdige maleri. Du kan selv. Konceptkunst. Og i mit tilfælde: ironisk distance. Alvor gennemstrømmet af humor.”
Publikum mødte et udstillingsrum, hvor Elmers praksis bevægede sig mellem forskellige metoder og tematikker, altid med det samme enkle mål: at nå ind til kernen i noget. For ham er kunsten en adgang til erkendelse – en måde at se verden uforfalsket.
Som han siger i kataloget:
“Kunst i traditionel forstand kan faktisk være lige meget.
At lave ting godt er ikke relevant længere. Kvalitet er irrelevant.
Muligheden for at det kun er en fiks idé er til stede.”
Men hvorfor fortsætte?
“Det er meningsfuldt at kommentere på samtiden.
Du er nødt til at sige: det går ikke – eller stille spørgsmål.
Fordi vi taler til hinanden og ikke med hinanden i en konsensuskultur.”