Indvielse af Per Kirkebys “Vinduestårnet” 19. oktober 2018

 

Foto: Inger Nielsen

 

 

Per Kirkebys sidste murstensværk, ”Vinduestårnet” i Østerbyhavn på Læsø, indvies den 19. oktober 2018 ved en ceremoni i Læsø Kunsthal. Værket, som blev skabt over telefon med Kirkebys arkitekt, Arne Fremmich, er et syv meter højt tårn sat sammen af alle de grundelementer der er i spil i Kirkebys øvrige murstensværker, og fungerer som en ”maskine for lys og skygge”, for at citere Museum Jorns udstilling om Kirkebys murstensværker dette efterår.

Murvæggen folder sig ind i sig selv i form af Mayaornamentet Quetzalcuatl, ”den fjerklædte slange”, som Kirkeby nedtegnede fra en tempelvæg i Mexico i 1971; det år, hvor han, ifølge Ib Michael, opdagede ”det sprog der tales i stenene”.

”Det sprog der tales i stenene” var i første række mayaernes ornamentale tekst udformet i mursten, men blev også en metafor for Per Kirkebys murstenskunst. Men hvor mayaerne lagde teksten ind i væggene, så den kunne læses når man betragtede bygningen, har Kirkeby placeret udsagnene et andet sted; i væggenes grundplan og idé.

I Danmarks mindste kommune er lokalsamfundet, virksomheder og fonde på fastlandet gået sammen om at realisere det sidste af alle disse værker Kirkeby har rejst rundt om i verden. En skulptur der går tematisk tilbage til begyndelsen, til den rejse, hvor han først fik inspirationen til at arbejde i mursten. Skulpturen står således også som et udtryk både for Kirkebys nære relation til Læsø gennem 40 år og Læsøs identitet som et arbejdssted for kunstnere, og som et punktum for et kunstnerisk livsværk.

Læsø Kunsthals udstilling i 2018, ”Et Mayatempel på Læsø – nøglen til Per Kirkebys teglstenskunst” har været dedikeret til fortællingen om skulpturens oprindelse sideløbende med opførelsen af skulpturen. Den velbesøgte udstilling lukker den 20. oktober.

Til indvielsen vil direktør for Museum Jorn i Silkeborg, Jacob Thage, og kunstner og Kirkeby-biograf Erik Steffensen sætte ”Vinduestårnet” i en kunstnerisk og historisk kontekst.

Arrangementet er åbent for alle og begynder kl. 15:30 i Læsø Kunsthal.

 

 

Vinduestårnet: Skulptur af Per Kirkeby i Østerbyhavn

Læsø Kunsthal har i halvandet år arbejdet på at finansiere byggeriet af en teglstensskulptur på Læsø, og den 7. juni begyndte udgravningen af et hul til fundamentet til det syv meter høje “Vinduestårnet”.

Historien om tilblivelsen af dette værk, og alle Kirkebys teglstensskulpturer, fortælles ved Læsø Kunsthals udstilling “Et Mayatempel på Læsø” , som åbner den 23. juni.

Realiseringen af denne idé er først og fremmest et kollektivt projekt. Læsø Kunsthal er bygherre, men der var ikke noget byggeri uden et nært samarbejde med Per Kirkeby selv og Galleri Bo Bjerggaard. Vi takker også for generøs støtte fra Knud Højgaards Fond, Det Obelske Familiefond, 15. Junifonden, Læsø Kommune, Familien Stryhns Familiefond, Hotel Havnebakken, Hotel Nygaard, Læsø Færgeselskab, Læsø Fiskeindustri, Læsø Brand Fonden, Region Nordjylland, Oticonfonden, Læsø Turist- og erhvervsforening, Louis-Hansen Fonden, Steen Buus Jensen, Galleri Bo Bjerggaard, Østerby Landsråd, Nordjyske Bank, Østergård B&B, Sprog til Tiden, XL-Byg, Læsø Spisehus, Læsø Seaside Golfklub, Danske Bank på Læsøs Fond og Læsøshoppen. Smedievirksomheden OPS, Oskar Petersen & Søn, har doneret skulpturens kerne af galvaniseret stål, og smedearbejdet i den forbindelse. Egernsund Tegl, Aalborg Portland og Skagen Beton bidrager med teglsten, mørtel og beton. Viva Stillads A/S har stillet det store stillads til rådighed.

Murerarbejdet udføres af Murerfirmaet Stig Beck, Læsø.

Vi glæder os til at invitere til afsløringen.

 

 

 

Detalje fra skitse til skulpturen. 

Tegning: Arne Fremmich

 

 

 

 

 

 

 

 

Udstilling hos Det Italienske Kulturinstitut

Sommeren 2017 viste Læsø Kunsthal en retrospektiv udstilling med Jørgen Haugen Sørensen og hans mange kunstneriske samarbejdspartnere. En af dem er maleren Giovanni Meloni, som Jørgen har arbejdet med siden de første gang mødtes i Verona i 1970’erne. Den 5. april åbner vi en udstilling med Jørgen Haugen Sørensen og Giovanni Meloni, hvor hovedtyngden ligger på den italienske side af fortællingen.

Udstillingen er skabt og vises i samarbejde med Det Italienske Kulturinstitut i København.