Opgave: Kunsten på Læsø / Læsø Kunstmuseum

Ved siden af udstillingsprogrammet bliver Læsø Kunsthal en gang i mellem inviteret til at bidrage til andre projekter, som leverandør af koncepter eller andre former for indhold. I 2018 blev vi engageret af virksomheden Læsø Kunst og Kultur Aps til at skabe en ny kunstvirksomhed på Læsø, beliggende i det nu nedlagte Læsø Andelsmejeri på Mejeripladsen i Byrum. Projektet bestod af to dele. Først skulle en ny kunstinstitution udformes. Bygningsmæssigt og indholdsmæssigt. Derefter skulle en stor ombygning føres til ende.

Projektet blev påbegyndt i april 2018, hvor det gamle mejeri (som stod forladt efter den forrige ejers konkurs) blev købt. Vi foreslog, at LKK Aps også erhvervede Per Kirkebys atelier, “Håbet”, som en del af den ny institution. I atelieret skulle betydningsfulde kunstnere tilbydes et arbejdssted, og derigennem tilføre kunstsamlingen i Byrum nyt indhold. Det blev gjort.

I arbejdet med det ny kunstmuseum lagde vi til grund en idé oprindeligt udformet af Peter Augustinus: At formidle de værker der gennem tiderne er skabt på Læsø af de vigtigste kunstnere der har boet (i kortere eller længere perioder) og arbejdet der. Den samling skulle videreudvikles gennem aktiviteterne på “Håbet.”

Tidligt i december 2018 opnåede vi støtte fra anden kant på 250.000 kroner til dette.

Planerne for den nye museumsbygning – i samarbejde med et arkitektkontor – var også færdige tidligt i december 2018. Ligeledes forelå der en liste med 105 værker der kunne lånes fra ejere og museer rundt om i landet.


Ramme for projektering: 300.000 eks. moms.

Ramme for projektet i sin helhed: 12 – 15 millioner.

Status pr. 1. marts 2020:

Den 15. december 2018 afbrød LKK Aps pludselig alt samarbejde og al kontakt med Læsø Kunsthal.

Virksomheden eksisterer stadig, men har ingen ansatte og ingen hjemmeside (kun en postadresse).

Mejeribygningen i Byrum står tom og uændret siden overtagelsen. 

Der arrangeres en gang i mellem besøgsture til Kirkebys atelier, som også stilles til rådighed for den årlige kunstfestival.