Læsø Kunsthal nomineret til en pris

Læsø Kulturråd, som er et organ i Læsø Kommune, har nomineret Læsø Kunsthal som en af fem værdige modtagere til Gudrun & Palle Mørchs Mindepris. Vi takker for indstillingen som en af 55 værdige modtagere i Region Nordjyllands 11 kommuner. Læsø Posten fulgte op med en generøs artikel om status i kunsthallen.

I øjeblikket arbejder vi med sommerens udstilling, en ny version af Læsø Litteraturfestival og en opgradering af kunsthallens lokaler til helårs brug. Dette sker i kraft af en ny samarbejdsaftale med Læsø Kommune, som har til formål at udvide brugen af kunsthallen, hvilket vi har arbejdet på siden 2018. Læsø Børnekunstskole vil få faste rammer i kunsthallen fra og med 2025.

Fra og med sommeren 2026 vil man kunne opleve udstillinger kurateret af kunstnere, og sideløbende med alt dette vil den faste samling blive en fast del af kunsthallens program.

I 2024 startede tekstildesigner og kunstner Johanne Haahr Vibild et projekt ved navn Tang og tekstil, som fortsætter i de kommende år. En lang række unge talenter i Danmark og udlandet udvikler en hel æstetik baseret på nye materialer, som er alternativer til plastik, men som skal kunne meget af det samme. I dette program mødes kunst, design, håndværk, bæredygtighed, industri og politik. Det har noget af fremtiden i sig, og derfor skal vi være med som et laboratorium for ideer og eksperimenter.

Også dette vil man kunne opleve når kunsthallen åbner for sæson 2025, og det ser vi meget frem imod.

Tak til de offentlige og private fonde som hvert år gør vores udstillingsvirksomhed mulig. Kunsthallens aktiviteter i 2025 har foreløbigt opnået tilsagn fra Husmans Fond, L. F. Foghts Fond, Politikenfonden, Statens Kunstfond, Læsø Kulturråd, Læsø Kommune og Region Nordjylland.

 

Skærmbillede af LæsøPosten 19. februar 2025