I de senere år er begrebet “cancel culture” blevet en indarbejdet del af ordskiftet i Vesten. I 2019 og 2021 var Læsø Kunsthal engageret i debatten i form af to udstillinger med kunst som institutionerne i stigende omfang sorterer fra. Den indsats har medført talrige reaktioner, første gang beskrevet i bogen “Balladen om den politiske kunst” i 2020.
Knap tre år senere udkommer opfølgeren, “Kulturmiddelklassens hævn; ytringsfrihed, censur og klassehad”. Denne bog viser hvordan grænserne mellem aktivisme, fagforbund, kunstkritik og embedsværk kan blive udvisket. Når det sker står institutionerne overfor en uovervindelig modstander.
En udemokratisk indretning af kunstlivet er den dybere strømning under “aflysningerne”; risikoen ved at arbejde med noget “kontroversielt” er for stor. Samtidigt kan aktivisterne ikke opfange den kritik. Som de ser det følger de uimodsigelige moralske kendsgerninger. Det der aflyses er jo “det onde”.
Det moralske skema de følger hører med til en bestemt klasse. Således kan konflikterne i kunstlivet læses som sammenstød mellem klasser. Arbejderklassens og “parallelsamfundet”s kunstnere er den tabende part i det spil.
