I dagene efter den tragiske bilulykke, hvor Lars Vilks og to livvagter mistede livet, har mange aktører i medierne og kunstlivet kommenteret på hans værk. På den negative side træder Mikael Wivel (Weekendavisen), Anders Jerichow (Politiken) og Gitte Ørskou (Moderna Museet, Stockholm) tydeligt frem. De betragter enstemmigt Vilks’ “rondellhund” som en “fejl” i kunstnerskabet. Men ingen af dem giver dommen en kunstfaglig begrundelse.
Anders Jerichow mener tegningen bragte Vilks i “det forkerte selskab”. Uden at specificere evaluerer Jerichow de mennesker Vilks samarbejdede med som værende underlødige. Der gives ingen forklaring på hvad deres lødighedsproblem består i.
Mikael Wivel mener Nimis-værket er det største i Vilks ouevre, og at “tegningen” figurerer som en “skamplet” på det resterende. Wivel mener stregen i tegningen er for enkel. Dette er ikke en saglig kritik, eftersom stregen jo var tilstrækkelig. Og i øvrigt udgjorde “hunden” et motiv der optrådte i talrige konstellationer i Vilks’ værk. Noget som man kan være usikker på om Wivel er klar over.
Gitte Ørskou er den der kommer tættest på en faglig vurdering, i kraft af hendes rolle som leder af en stor kunstinstitution. Men hun forholder sig ikke til tegningen som et kunstværk. Hun udtaler: “(den er) funderet på hadsk og krænkende ikonografi…. tegningerne blev lavet som en bevidst provokation med henblik på at skabe ballade i en tid, som var og er stærkt præget af xenofobi og islamofobi”.
En størrelse som “hadsk ikonografi” er ikke funderet i kunstteori men er et udtryk for personlig smag. “Bevidst provokation” er “victim blaming”. Ørskou har ikke adgang til Vilks’ bevidsthed, men spekulerer i stedet. Ved at gøre ham ansvarlig for provokationen bliver dem der truer ham frikendt. Det samme ser man af ideen om at det er tegningen, og ikke terroristerne, der skaber balladen.
Hendes vurdering af tiden som værende præget af xenofobi og islamofobi er en rent politisk betragtning. De skandinaviske lande har nok aldrig været mere etnisk mangfoldige end de er i lige præcis denne tid, som hun mener er præget af “fremmedfrygt”. Og “islamofobi” er en term landene i Organisation for Islamic Cooperation anvender i deres undertrykkelse af dissidenter.
Tilbage står at værket bliver udskammet efter kunstnerens død, sådan som det blev da han var i live. Men hverken før eller efter ulykken har værket været genstand for en kritik på værkets præmisser.
Jon Eirik Lundberg
