Påskeudstillingen 2025

Læsø Kunsthal udvider sæsonen i 2025 og åbner til påske med en visning af nutidig klassisk kunst, “klimakunst” og værker fra den faste samling.

Vinteren 2025 åbnede Læsø Kunsthal et galleri i København, Atelier Nyboder, hvor kunsthallens kontor har ligget siden 2014. Galleriet har vist tre udstillinger, og værker fra den seneste, “Fra denne verden”, er kommet med til Læsø. Det er oliemalerier på træ udført i en tradition som går århundreder tilbage. Det er kunst i museumskvalitet som fortsat bliver skabt, og som tilfører kunstverdenen en vigtig kontinuitet. Hvor den postmoderne holdning er, at “alt er meningsløst”, ser den klassiske kunst mening og skønhed i verden. De to temperamenter behøver hinanden.

I september 2024 åbnede i udstillingen “Tang og tekstil”, som fortsætter i 2025. Grundstammen er en samling værker og materialeprøver af Johanne Vibild og Amanda Gleerup, som indgår i partnerskaber med andre kunstnere. I 2024 inviterede de hollandske Nienke Hoogvliet, og i 2025 har de inviteret performancekunstnere og forfattere med ind i projektet. Som er en udforskning af mulighederne indenfor nye og overraskende kombinationer af formål og materialer.

I tilknytning til dette håndværksperspektiv viser vi arbejder af Mogens Bay Esbensen (1930 – 2024). Mogens rejste som ung mand til Australien og arbejdede i Asien som vagabonderende kok indtil han som en ældre mand vendte hjem og slog sig ned på Læsø. Han var en nær ven af Henry Dyson, som skænkede Læsø Kunsthal en stor samling grafik i 2019. Mogens broderede billeder på 2 x 1,5 meter, plus tæpper, puder, møbler og tøj. I 2024 påbegyndte han en fortolkning af et tekstilværk af Asger Jorn, men nåede kun et stykke på vej. De sidste værk er ufuldstændigt og derfor et billede i mange dimensioner. Vi viser et udvalg af arbejder som Mogens testamenterede til Læsø Kunsthals samling.

Fra den faste samling har vi hentet grafik af Picasso og Dalí, plus skulpturer af Till Verclas og Hartmut Stockter og to pudeværker af Jørgen Haugen Sørensen. Kunstnere fra tidligere sæsoner er også til stede med malerier og grafik.

Udstillingen er åben onsdag – lørdag i påsken, og efter aftale frem til medio juni 2025. 

Scan QR-koden for at se en film om udstillingen:

QR-kode til film om en udstilling i Læsø Kunsthal