Læsø Kunsthals Forlag udgav i august Steen Hagebros debutsamling, “Den indre torden”. Digtene kredser om en uforløst forelskelse der lægger sig over hele det eksistentielle rum, og nærmest vokser i et med livet selv. Gennem teksterne løber et ‘jeg’ der på samme tid både er afsondret fra og sammensmeltet med omgivelserne. Man følger en sart sansende sjæl som ser byen, menneskene i den og en kvinde som befinder sig på en helt umulig afstand, også når hun står lige foran digterjeget.
Bogen er udformet af John Ovesen og omslaget er et portræt af digteren udført af kunstneren Christian Lemmerz. Bogen sælges gennem alle boghandlere og på Vinstue 90, Gammel Kongevej 90, København. Den har hurtigt fået et publikum og det første oplag er snart udsolgt.