The Critic Magazine recently published a strong review and interpretation of the exhibition “Political Art”, which is created in a partnership between Laesoe Art Hall and Ujazdowski Castle Centre for Contemporary Art in Warsaw. The author, Manick Govinda, states that: “The opening of the exhibition is an exuberant display of optimism against tyranny.”
Jon Eirik Lundberg
Programmet “Norsken, svensken og dansken” omtaler udstillingen “Political Art” i Warszawa (05:38). Journalist Åsa Linderborg har været i Polen og set udstillingen. Hassan Preisler tager et opgør med den behandling den har fået i medierne:
”Det er jo også helt tosset … at man ligesom pr. automatik har udskammet og udskældt den her udstilling. Den er kurateret af den, efter min mening, modigste museumsdirektør vi har i Danmark; som faktisk er norsk, og som hedder Jon Eirik Lundberg og er leder af Læsø Kunsthal. Jon går op imod de kollektiver der er i Danmark. Og han gør det ikke i politisk opposition, han gør det som kunstnerisk uafhængigt menneske. Det interesserer ham, at udfordre de fælles strømninger der er, og den tidsånd som dominerer. Og på den måde så er han derfor en af de mest interessante formidlere i Danmark lige nu. Og jeg forstår ikke at vi har sådan en automatisk tendens til at have behov for at udskamme og kategorisere det her. Han er selv, har jeg læst, meget, meget træt af at skulle stå på mål for det noget der bliver kaldt ”højreorienteret kunst” bare fordi det ikke indtager de fælles holdninger der er blevet besluttet af ”de rigtige”.”
Programmet bliver sendt i alle de tre skandinaviske lande.
-:-
The inter-scandinavian program “The Norwegian, the Swede and the Dane” addresses the exhibition “Political Art” in Warsaw. The Danish writer and journalist Hassan Preisler praises the exhibition concept and Laesoe Art Hall’s work as “the most courageous and interesting dissemination of art in Denmark right now”.
The Swedish film director Peter Cohen has written a smear towards the late artist Lars Vilks, who died in a tragic car accident on October 3rd. This is a reply to that text.
The fate of Lars Vilks, being under heavy security protection for 14 years, was a constant embarassment to Sweden. The country is one of the most advanced in the world and portrays itself as a “humanitarian superpower”. Yet a bunch of fanatical lunatics managed to boss around with Sweden over a simple drawing. The country had no idea what to put up with this enemy, and still doesn’t. In forseeable future it will be difficult to treat the legacy of Vilks with normal scientific practice in Sweden due to the security issues.
The head of Sweden’s most prominent museum, Gitte Ørskou, denounced Vilks’ most famous work only a few days after the death of the artist. It is not hard to see that the accusation that the drawing is “based on hateful iconography” is an excuse covering up the real issue, which is security.
Peter Cohen is on a twofold mission. On the one side he wants to divert attention away from these complex problems. On the other he wants to smear the Polish government.
For this purpose he has to invent a complete parallel reality. The Polish government, he claims, has ordered an exhibition from Laesoe Art Hall. This accusation is pointing to the exhibition “Political Art” at the Ujazdowski Castle Centre for Contemporary Art in Warzaw. 18 works of Vilks are presented there. Why, you might think, would the Polish government purchase the services of the perhaps smallest art institution in the world? According to Peter Cohen beceause the art hall is the base for a right wing extremist network. As something quite unusual, at least historically speaking, this network is engaged in the production of contemporary art.
Alas, the right wing Polish government has found a partner in crime.
In the process of making this story up the film director starts portraying Lars Vilks as a kind of Don Quixote. The satirical figure is, however, also the center of the former mentioned “right wing cult” which has come into existence on Laesoe. Cohen seems to disagree with himself as to the status of Vilks; whether he is comical or dangerous. Unable to make the choice Cohen goes with both at the same time.
Five days before his piece was published Peter Cohen called me. He did not present himself, so I had no idea who I was talking to. He had only two questions: 1) Did the Polish government order the exhibition? 2) “Do you have Facetime on your phone?”
I immediatly thought I was talking to some slightly confused fellow citizen, and answered politely, making sure he had understood what I said.
1) No, the government of that huge Central European country did not order an exhibition from Laesoe Art Hall.
2) Learning that I did have Facetime on my phone Cohen said he would call me back another day and talk about the exhibition.
He never did so. Instead he produced what could serve as the plot for a Scandinavian version of Pirates of the Caribbean. Which is a bit funny, since I actually always thought of the art hall as a pirate ship, a privateer, in that the Art Hall is not funded by the government. Being “hired” by foreign governments makes that story even more entertaining, as the historical pirates were also used by governments in shady operations.
Jon Eirik Lundberg
I dagene efter den tragiske bilulykke, hvor Lars Vilks og to livvagter mistede livet, har mange aktører i medierne og kunstlivet kommenteret på hans værk. På den negative side træder Mikael Wivel (Weekendavisen), Anders Jerichow (Politiken) og Gitte Ørskou (Moderna Museet, Stockholm) tydeligt frem. De betragter enstemmigt Vilks’ “rondellhund” som en “fejl” i kunstnerskabet. Men ingen af dem giver dommen en kunstfaglig begrundelse.
Anders Jerichow mener tegningen bragte Vilks i “det forkerte selskab”. Uden at specificere evaluerer Jerichow de mennesker Vilks samarbejdede med som værende underlødige. Der gives ingen forklaring på hvad deres lødighedsproblem består i.
Mikael Wivel mener Nimis-værket er det største i Vilks ouevre, og at “tegningen” figurerer som en “skamplet” på det resterende. Wivel mener stregen i tegningen er for enkel. Dette er ikke en saglig kritik, eftersom stregen jo var tilstrækkelig. Og i øvrigt udgjorde “hunden” et motiv der optrådte i talrige konstellationer i Vilks’ værk. Noget som man kan være usikker på om Wivel er klar over.
Gitte Ørskou er den der kommer tættest på en faglig vurdering, i kraft af hendes rolle som leder af en stor kunstinstitution. Men hun forholder sig ikke til tegningen som et kunstværk. Hun udtaler: “(den er) funderet på hadsk og krænkende ikonografi…. tegningerne blev lavet som en bevidst provokation med henblik på at skabe ballade i en tid, som var og er stærkt præget af xenofobi og islamofobi”.
En størrelse som “hadsk ikonografi” er ikke funderet i kunstteori men er et udtryk for personlig smag. “Bevidst provokation” er “victim blaming”. Ørskou har ikke adgang til Vilks’ bevidsthed, men spekulerer i stedet. Ved at gøre ham ansvarlig for provokationen bliver dem der truer ham frikendt. Det samme ser man af ideen om at det er tegningen, og ikke terroristerne, der skaber balladen.
Hendes vurdering af tiden som værende præget af xenofobi og islamofobi er en rent politisk betragtning. De skandinaviske lande har nok aldrig været mere etnisk mangfoldige end de er i lige præcis denne tid, som hun mener er præget af “fremmedfrygt”. Og “islamofobi” er en term landene i Organisation for Islamic Cooperation anvender i deres undertrykkelse af dissidenter.
Tilbage står at værket bliver udskammet efter kunstnerens død, sådan som det blev da han var i live. Men hverken før eller efter ulykken har værket været genstand for en kritik på værkets præmisser.
Jon Eirik Lundberg
Kristeligt Dagblad publicerede den 2. oktober en klumme om udstillingen “Political Art” og Uwe Max Jensens performance “Between The World And Me”. Som man kan se af videoen gengiver avisen forløbet helt forkert. Og selv hvis man gengiver det korrekt i forhold til videoen, så er videoen i sig selv en redigeret version, og derfor et lidt andet værk end den egentlige performance. Der er tilført musik, og passager med tavshed er klippet væk. Videoen er en dramatiseret udgave.
Ud over den falske gengivelse tilføjer Kristeligt Dagblad en lang række anklager om kriminelle forhold, fremført af en gruppering som kalder sig UKK. Avisen undersøger ikke forholdet mellem anklagerne og virkeligheden. Hvis nogle som helst af de ting UKK beskylder Læsø Kunsthal for var sande, ville politiet været involveret.
Kristeligt Dagblad videreformidler UKKs anklager uden at invitere Læsø Kunsthal til et modsvar. Men avisen undersøger heller ikke hvad UKK er for noget. Når man googler UKK kommer man til en organisation med navnet Unge Kunstnere og Kuratorer. Men i Kristeligt Dagblads tekst omtales de som Organisation For Kunstnere, Kuratorer og Kunstformidlere. Hvordan dette navneskifte skal forstås fortælles der intet om. Der er heller ingen forklaring på hvordan kunstnere og formidlere kan have en fælles brancheorganisation, når de repræsenterer modsatrettede interesser. Det svarer til at arbejdsgiverne melder sig ind i LO.
I programmet Kulturen på P1 fik UKK anledning til at forsvare de voldsomme retoriske udfald mod Læsø Kunsthal. Talspersonen blev imidlertid præsenteret som “tidligere leder” og “en af mange ledere”. Hvorfor bliver en organisation repræsenteret ved en tidligere leder i stedet for en nuværende? Og hvordan kan der være tale om ledere i uspecificeret flertal?
Des nærmere man kigger på UKK, des mere går organisationen i opløsning. Der er i praksis ingen afsender bag de vanvittige udfald.
Kristeligt Dagblad vælger at servere læserne en byge af grundløse anklager om politiske forbrydelser, fremført af en afsender ingen ved hvem er. Det kan umuligt være i tråd med god presseskik. 
Læsø Kunsthal samarbejder i år med den største institution for samtidskunst i Polen, U-jazdowski Castle Centre For Contemporary Art. Institutionen er lokaliseret i det svenske barok-slot U-jazdowski fra 1624. Slottet har været ødelagt og genopbygget ad flere omgange, og blev senest destrueret af det kommunistiske regime efter 2. verdenskrig. Det blev genopbygget i sin nuværende i 60’erne som en institution for kunst.
Udstillingen “Political Art” bygger videre på ideerne bag udstillingen “Den politiske kunst” i Læsø Kunsthal 2019, men er udvidet så den omfatter 27 kunstnere fra hele verden. Direktøren for Ujazdowski, Piotr Bernatowic, har i en årrække arbejdet med et program for kunstnere der bliver udgrænset af deres egen samtid. Udstillingen i 2021 er således en syntese af de to projekter. Udstillingen åbner den 27. august og varer til januar 2022. Det er den største visning af nutidig politisk kunst nogensinde.
Laesoe Art Hall is proud to announce a brand new collaboration with the most important institution for contemporary art in Poland, the U-jazdowski Castle Centre For Contemporary Art. The exhibition “Political Art” is the conclusion of the works of a group of people. Piotr Bernatowic, director of U-jazdowski, has for years worked on a concept termed “inner peripheri”; artists who are kept aside by curatotors and institutions in their own time due to conceptions of their “attitudes” or “political views”. The group Passion For Freedom has for more than a decade arranged exhibitions for artists that has been victims of political censorship. And Laesoe Art Hall in 2019 arranged the exhibition “Political art”, and gathered experiences relevant to both approaches. A new exhibition, opening on the 27th of August 2021, draws on all of these projects and experiences. It will be the most wide-spanning exhibition of contemporary political art that has ever been arranged.
