Ny bog: Ti år med Læsø Kunsthal

 

Sommerens katalog er en bog på 128 sider, righoldigt illustreret med billeder fra kunsthallens spæde begyndelse. Bogen fortæller historien om, hvordan kunsthallen i sin tid opstod ud af en forladt skibssmedie, og om hvordan den udviklede sig til en aktør på kunstscenen. Hvert år er dækket med detaljerig information, ligesom bogen også fortæller historierne om de litteraturfestivaler kunsthallen har arrangeret i perioden. Kunstneren og forfatteren Erik Steffensen bidrager med et essay om kunsthallens historiske udstillinger. Alle kunstnere og forfattere der har bidraget i de enkelte sæsoner er med, ligesom bogen inddrager alle andre partnere og medhjælpere der har sat deres præg på et projekt. I sidste ende er der tale om et lille stykke Danmarkshistorie.

Bogen kan foreløbig bestilles fra Læsø Kunsthal og koster 199,- plus porto. Fra medio august kan den bestilles i alle boghandlere.

 

Kontakt: jel ( at ) laesoekunsthal . com

Telefon: 30 14 22 21

 

God fornøjelse!

 

 

Artist in residence på Læsø

Opslag fra Statens Kunstfond om Artist in residency i Per Kirebys atelier på Læsø

Læsø Kunsthal blev i 2018 engageret til at udforme et Artist in Residency-program i Per Kirkebys tidligere ejendom på Læsø, Haabet. Det var på invitation fra virksomheden Læsø Kunst og Kultur Aps. I en brgundelse for samarbejdet mellem Læsø Kunsthal og LKK Aps skriver Trygve Natvig i november 2018:

“Baggrunden for samarbejdet med Læsø Kunsthal er begrundet i at Læsø Kunsthal med
Jon Erik som leder har vist sig yderst dygtige til at skabe et imponerende netværk og de
afgørende samarbejder, der giver adgang til betydningsfuld kunst og anerkendte
kunstneres værker.”

Opgaven blev afleveret i december 2018. Sådan et program har været en tematik vi har arbejdet med i forskellige konstellationer gennem tiderne, og det er med stor glæde vi nu ser projektet blive realiseret. Det bygger videre på en historisk arv for Læsø.

English: Laesoe Art Hall was in 2018 invited to develop an Artist in Residency program in the former atelier of Per Kirkeby on Laesoe. The project was delivered to Læsø Kunst og Kultur Aps (Laesoe Art and Culture Ltd.) in mid december the same year. We are proud and happy to see it coming into reality, and that artists from all over the world soon can apply for a grant to stay and work in the marvellous studio.




Kunsten på Læsø


Læsø Kunsthal er en ikke-kommerciel, selvejende institution som i betydeligt omfang virker ved frivilligt arbejde og uden tilskud til drift. Vores mission er at bringe betydningsfuld kunst ud af storbyen, for på samme tid at give ro til oplevelsen af kunst og styrke vores lokalsamfunds identitet.

Vil du støtte Læsø Kunsthal? Skriv til os via kontaktformularen nederst på forsiden, eller på mailadressen nederst på siden her. Vi modtager med taknemlighed donationer til:

MobilePay 30 14 22 21

eller reg. nr. 7402 konto nr. 0001041434

Laesoe Art Hall is a non-profit organisation without governmental funding. Our mission is to bring the wonders of fine art to the countryside, adding contemplation to the experience of art and strengthening the identity of our local community. Would you like to support our work? Please write to us using the contact formular on the front page, or the email at the end of this page. We graciously receive donations to this account:

IBAN number: DK3174020001041434

BIC-kode/SWIFT-adress: NRSBDK24

Baggrundshistorien

Kunsten har længe været en central del af Læsø. Øens isolerede beliggenhed i Kattegat har
inspireret kunstnere siden midten af 1800-tallet og frem til i dag. Det intense lys, havet, de omskiftelige landskaber, følelsen af eksil og den ro og fordybelse øen tilbyder, har givet Læsø en helt speciel
plads i den danske kunsthistorie.

Kunstnere har siden guldalderen rejst til Læsø for at arbejde, heraf mange af Danmarks og den
internationale kunst største mestre. Fra guldaldermaleren Martinus Rørby og den senere P.C. Skovgaard, til
Michael Ancher, Viggo Johansen, Laurits Tuxen og Fynbomaleren Johannes Larsen. I 1950’erne fandt
modernistiske landskabsmalere som Søren Hjort Nielsen og Johannes Hofmeister frirum på Læsø.

I 1960’erne købte galleristen Børge Birch en gård på Læsø, som han indrettede til sommerhus. Her fik han ideen til at “skabe et nyt Skagen”; gøre Læsø til et historisk betydningsfuldt arbejdssted for kunstnere. Birch anskaffede ejendomme med boliger og atelierer til to af sine kunstnere. “Bangsbohave” til Asger Jorn og “Søbogård” til Jørgen Haugen Sørensen. Med dem fulgte et righoldigt persongalleri af danske og udenlandske kunstnere som kom på besøg. På den måde gik Birchs drøm hurtigt i opfyldelse.

Under optagelserne til en film om Asger Jorn besøgte Per Kirkeby i 1977 Læsø, og han købte et par år efter boligen “Haabet” til arbejde og ophold. Bangsbohave og Haabet anvendes i dag primært til udlejning, men er ellers bevaret i deres tidligere ejeres stil. Jørgen Haugen Sørensens gård har skiftet ejere flere gange siden han forlod øen igen sent i 70’erne.

En af de kunstnere som frekventerede Haugen Sørensens gård var den lokale klejnsmed, Erik Sparre (1936 – 2008). Han havde sit eget værksted, i det hus han selv byggede udenfor Byrum. Her skabte han gennem 40 år en stor samling skulpturer i stål. Den samling udgør i dag kernen i Læsø Kunsthal, idet kunsthallens grundlægger, Jon Eirik Lundberg, erhvervede den efter Sparres død.

Læsø Kunsthals aktiviteter
Læsø Kunsthal blev etableret i 2012 for dels at formidle, dels at regenerere den tradition Børge Birch efterlod. Således skabte kunsthallen over fire år udstillinger om Per Kirkebys (2016), Jørgen Haugen Sørensens (2017) og Asger Jorns (2020) liv og virke på øen. I 2018 viste kunsthallen oprindelsen til Kirkebys murstensværker, og opførte hans sidste skulptur “Vinduestårnet” i Østerby Havn.

I de øvrige sæsoner har kunsthallen inviteret det ypperste af dansk og international samtidskunst til øen. Nogle af disse projekter har sat deres varige aftryk på Læsø. Eksempelvis er et landskabsværk fra gruppeudstillingen Khora (2017) i proces med at blive en fast installation i Bouet på sydsiden af øens østlige del. Værket består af store træfløjter, som vinden og tidevandet skaber musik af.

Med årene har kunsthallen udviklet en tydelig formidlingsprofil: vores udstillinger er fortællende. De indeholder “nøgler” publikum kan tage med sig videre. En forklaring på noget. Samtidskunst er i sin natur eksperimenterende og undersøgende. Men al sand undersøgelse leder til svar. Det behøver ikke være endegyldige svar, men kan være indgange, der kan lede en videre.

Kunsthallen arrangerer hvert år Læsø Litteraturfestival. Gennem årene har den aflejret sig i form af en rig beholdning digtsamlinger i Læsø Biblioteks hylder.

I 2019 modtog Læsø Kunsthal en donation på ca. 230 grafiske værker af Pablo Picasso, Gustav Klimt, Per Kirkeby, Salvador Dalí og Marc Chagall fra kunsthandleren Henry Dyson (1935 – 2019). Værkerne skal udsmykke Læsø. I dag er den lokale regionsklinik udsmykket med grafiske værker af Marc Chagall, og til efteråret vil Salvador Dalís illustrationer til Dantes Den Guddommelige Komedie blive monteret i Læsø Bibliotek, som er en del af Læsø Skole. Denne udsmykning indgår i samarbejdet mellem skolen og kunsthallen, og skal bidrage til at give Læsøs unge erfaringer med verdenskunst.

Alt dette arbejde er muliggjort af projektstøtte og donationer fra privatpersoner og offentlige og private fonde, Læsø Kommune og Region Nordjylland.

Opgave: Læsø Kunstmuseum

Ved siden af udstillingsprogrammet bliver Læsø Kunsthal en gang i mellem inviteret til at bidrage til andre projekter, som leverandør af koncepter eller andre former for indhold. I 2018 blev vi engageret af virksomheden Læsø Kunst og Kultur Aps til at skabe en ny kunstvirksomhed på Læsø, beliggende i det nu nedlagte Læsø Andelsmejeri på Mejeripladsen i Byrum. Projektet bestod af to dele. Først skulle en ny kunstinstitution udformes,  bygningsmæssigt og indholdsmæssigt. Derefter skulle en stor ombygning føres til ende.

Projektet blev påbegyndt i april 2018, hvor det gamle mejeri (som stod forladt efter den forrige ejers konkurs) blev købt. Vi foreslog, at LKK Aps også erhvervede Per Kirkebys atelier, “Håbet”, som en del af den ny institution. I atelieret skulle betydningsfulde kunstnere tilbydes et arbejdssted, og derigennem tilføre kunstsamlingen i Byrum nyt indhold. Det blev gjort.

I arbejdet med det ny kunstmuseum lagde vi til grund en idé oprindeligt udformet af Peter Augustinus: At formidle de værker der gennem tiderne er skabt på Læsø af de vigtigste kunstnere der har boet (i kortere eller længere perioder) og arbejdet der. Den samling skulle videreudvikles gennem aktiviteterne på “Håbet.”

Tidligt i december 2018 opnåede vi støtte fra anden kant på 250.000 kroner til dette.

Planerne for den nye museumsbygning – i samarbejde med et arkitektkontor – var også færdige tidligt i december 2018. Ligeledes forelå der en liste med 105 værker der kunne lånes fra ejere og museer rundt om i landet.

Honorar for projektering: 300.000 eks. moms, hvoraf 50% af det aftalte er betalt.

Ramme for projektet i sin helhed: 12 – 15 millioner.

Status pr. 1. maj 2020:

Den 15. december 2018 afbrød LKK Aps pludselig alt samarbejde og al kontakt med Læsø Kunsthal. Styreformand Poul Christensen mente ikke det ville være muligt at skaffe den nødvendige mængde kunstværker, og at projektet ikke var levedygtigt. Der blev ikke givet nogen begrundelse for de antagelser. Beslutningen indebar et kontraktbrud. 

Virksomheden eksisterer stadig, men har ingen ansatte og ingen hjemmeside (kun en postadresse). Ud over Læsø Kunst og Kultur Aps har den samme personkreds etableret Fonden Mejeriet Læsø Kunstmuseum. Fonden præsenteres som en selvejende institution, DSI, men er officielt registreret som en erhvervsdrivende fond. Et skilt på den gamle mejeribygning fortæller, at projektet skal åbne i 2022. Beskrivelsen af projektet er den samme som i den projektbeskrivelse vi leverede, og som LKK Aps erklærede ubrugelig da de opsagde samarbejdet. 

Den erhvervsdrivende fond DSI Mejeriet Læsø Kunstmuseum har Poul Christensen som administrerende direktør. Kontaktinformationen er “sydepoul@gmail.com”. “Sydepoul” er tidligere formidler ved Læsø Saltsyderi. Der er sat sammen en bestyrelse med 7 personer. Ingen af medlemmerne har kunstfaglig baggrund, hverken uddannelsesmæssigt eller gennem arbejdserfaring.

Begge virksomheder er ejet af Trygve Natvig, der driver hoteller på Læsø.

Der arrangeres en gang i mellem besøgsture til Kirkebys atelier, som også stilles til rådighed for den årlige kunstfestival. Kirkebys atelier bruges også til at promovere Natvigs hoteller i form af rejselivsartikler.

 

Særudstilling: Picasso, Chagall, Klimt, Dalí m.fl.

I foråret 2019 modtog Læsø Kunsthal en donation på over 170 indrammede, grafiske værker fra professor og kunsthandler Henry Dyson (2. December 1949 – 30. Juni 2019). Henry Dyson opholdt sig regelmæssigt på Læsø gennem næsten 40 år, og etablerede i 2007 Galleri International på hans ejendom på Præstevejen.

Samlingen består for det meste af tematiske serier med udgangspunkt i litterære klassikere, især Dantes “Den guddommelige komedie”. Udført af kunstnere der udgør ca. det halve af en liste med de ti mest betydningsfulde i verden. I fremtiden skal de præsenteres flere forskellige steder på Læsø. I en egen afdeling i kunsthallen, i skolen, kommunehuset og andre offentlige rum. 

I efterårsferien er der således en unik chance til at se hele donationen på ét sted.

Udstillingen “Dysondonationen” åbner mandag den 14. oktober kl. 13:00 og slutter lørdag den 19. oktober kl. 15:00.

Åbningstiderne er:

14/10: 13 – 16:30

15/10: 11 – 14:30

16/10: 11 – 14:30

17/10: 11 – 14:30

18/10: 11 – 14:30

19/10: 11 – 15:00

 

Medvirkende kunstnere:

 

Pablo Picasso

Marc Chagall

Salvador Dalí

Gustav Klimt

Per Kirkeby

Francis Bacon

 

 

Salvador Dalí print

Salvador Dalí, “Dante Inferno 2/9”

 

 

 

 

Skulpturen “Vinduestårnet” indviet 19. oktober 2018

 

Foto: Inger Nielsen

 

 

Per Kirkebys sidste murstensværk, ”Vinduestårnet” i Østerbyhavn på Læsø, blev indviet den 19. oktober 2018 ved en ceremoni i Læsø Kunsthal. Værket er et syv meter højt tårn sat sammen af alle de grundelementer der er i spil i Kirkebys øvrige murstensværker, og fungerer som en ”maskine for lys og skygge”, for at citere Museum Jorns udstilling om Kirkebys murstensværker dette efterår.

Murvæggen folder sig ind i sig selv i form af Mayaornamentet Quetzalcuatl, ”den fjerklædte slange”, som Kirkeby nedtegnede fra en tempelvæg i Mexico i 1971; det år, hvor han, ifølge Ib Michael, opdagede ”det sprog der tales i stenene”.

”Det sprog der tales i stenene” var i første række mayaernes ornamentale tekst udformet i mursten, men blev også en metafor for Per Kirkebys murstenskunst. Men hvor mayaerne lagde teksten ind i væggene, så den kunne læses når man betragtede bygningen, har Kirkeby placeret udsagnene et andet sted; i væggenes grundplan og idé.

I Danmarks mindste kommune er lokalsamfundet, virksomheder og fonde på fastlandet gået sammen om at realisere det sidste af alle disse værker Kirkeby har rejst rundt om i verden. En skulptur der går tematisk tilbage til begyndelsen, til den rejse, hvor han først fik inspirationen til at arbejde i mursten. Skulpturen står således også som et udtryk både for Kirkebys nære relation til Læsø gennem 40 år og Læsøs identitet som et arbejdssted for kunstnere, og som et punktum for et kunstnerisk livsværk.

Læsø Kunsthals udstilling i 2018, ”Et Mayatempel på Læsø – nøglen til Per Kirkebys teglstenskunst” har været dedikeret til fortællingen om skulpturens oprindelse sideløbende med opførelsen af skulpturen.

 

 

Vinduestårnet: Skulptur af Per Kirkeby i Østerbyhavn

Læsø Kunsthal har i halvandet år arbejdet på at finansiere byggeriet af en teglstensskulptur på Læsø, og den 7. juni begyndte udgravningen af et hul til fundamentet til det syv meter høje “Vinduestårnet”.

Historien om tilblivelsen af dette værk, og alle Kirkebys teglstensskulpturer, fortælles ved Læsø Kunsthals udstilling “Et Mayatempel på Læsø” , som åbner den 23. juni.

Realiseringen af denne idé er først og fremmest et kollektivt projekt. Læsø Kunsthal er bygherre, men der var ikke noget byggeri uden et nært samarbejde med Per Kirkeby selv og Galleri Bo Bjerggaard. Vi takker også for generøs støtte fra Knud Højgaards Fond, Det Obelske Familiefond, 15. Junifonden, Læsø Kommune, Familien Stryhns Familiefond, Hotel Havnebakken, Hotel Nygaard, Læsø Færgeselskab, Læsø Fiskeindustri, Læsø Brand Fonden, Region Nordjylland, Oticonfonden, Læsø Turist- og erhvervsforening, Louis-Hansen Fonden, Steen Buus Jensen, Galleri Bo Bjerggaard, Østerby Landsråd, Nordjyske Bank, Østergård B&B, Sprog til Tiden, XL-Byg, Læsø Spisehus, Læsø Seaside Golfklub, Danske Bank på Læsøs Fond og Læsøshoppen. Smedievirksomheden OPS, Oskar Petersen & Søn, har doneret skulpturens kerne af galvaniseret stål, og smedearbejdet i den forbindelse. Egernsund Tegl, Aalborg Portland og Skagen Beton bidrager med teglsten, mørtel og beton. Viva Stillads A/S har stillet det store stillads til rådighed.

Murerarbejdet udføres af Murerfirmaet Stig Beck, Læsø.

Vi glæder os til at invitere til afsløringen.

 

 

 

Detalje fra skitse til skulpturen. 

Tegning: Arne Fremmich

 

 

 

 

 

 

 

 

Per Kirkeby på Læsø

Soloudstilling af Per Kirkeby

Læsø Kunsthal

02.07.2016 – 30.10.2016

(Billeder fra udstillingen længere nede / Pictures from the exhibition further down)

Per Kirkeby

                                                                                                                       Foto: Helene Sandberg

 

Per Kirkeby er en af Danmarks mest betydningsfulde, nulevende kunstnere. I mere end fire årtier har han beskæftiget sig med stort set alle former for billedkunstneriske udtryk – fra maleri, tegning, skulptur og grafik til scenografi og film. Derudover er han forfatter, digter og arkitekt, og skriver essays og kunstnermonografier. Han forener det sanselige i stoffet og farvers rå materie med stor kunstnerisk og teoretisk indsigt. Evnen til at samle formen, naturen og ideernes luftige spind i maleri og skulptur har gjort ham til en af den moderne kunsts vigtigste skikkelser.

Kirkeby på Læsø viser hans brug af en række gennemgående motiver, hentet i naturen – i skoven og omkring hans atelier på Læsø. Udstillingen indfanger kunstnerens vidtfavnende sans for alt, hvad der har stærk billeddannende kraft. I sine værker udveksler Kirkeby konstant med omgivelserne, og man genfinder mange motiver fra øen både i hans skulpturer og i hans malerkunst. Tematisk baserer Kirkebys arbejde sig ofte på kunstnerens egne observationer af naturen og dens forandringer.

Udstillingen i Læsø Kunsthal fokuserer på værker fremstillet på Læsø. Den vil således rumme et udsnit af Kirkebys bronzeskulpturer, tegninger, tavler, monotypier, tryk samt skitser der er relateret til Læsø. Dette greb komplementeres af Kirkebys egne film og litterære arbejder. De vil vises særskilt i kunsthallen, således at man som gæst vandrer gennem et dobbelt livsværk: Kirkebys rejse gennem de forskellige genrer og udtryksformer, og sporene fra de tilbagevendende arbejdsophold på Læsø. Denne koncentration af værker fra forskellige tidsepoker og referencer til Læsø, åbner for en undersøgelse af samspillet mellem sted og værk hos en af landets nationalt og internationalt mest betydningsfulde kunstnere.

Per Kirkeby (f. 1938) er både billedkunstner, geolog, skulptør, forfatter, filmproducent og arkitekt. Han er oprindeligt uddannet i naturhistorie fra Københavns Universitet (1964-67), og siden som billedkunstner fra Den Eksperimenterende Kunstskole, også kaldet Eks-skolen, under blandt andre Poul Gernes. Kirkebys forhold til Læsø begyndte da han lavede en kortfilm om sin ældre kollega Asger Jorn i 1976-77. Efterfølgende erhvervede Kirkeby en gård midt på øen og indrettede et skulpturværksted i 1980. Hans malerier hænger i private samlinger og på museer verden over.

 

 

 

Kirkeby on Laesoe

Solo exhibition by Per Kirkeby

Laesoe Art Hall

02.07.2016 – 01.11.2016

Opening on the 1st of July 2016

 

Per Kirkeby (b. 1938) is one of the most acknowledged, contemporary Danish artists. For more than four decades he has worked in basically all artistic modes of expression; from painting, drawing, sculpture and prints to scenography and film. Apart from that he is an author, poet, architecht, as well as a writer of essays and artist monographies. His ability to combine the form, Nature and the world of ideas into paintings and sculptures has made him one the most important figures in modern art.

The exhibition will present works created on Laesoe, spanning decades in time and a range of different media; sculptures, drawings, sketches, prints, and so on. Along with these pieces the audience will be duly introduced to Kirkeby’s merits in literature and film.

Tak til Per Kirkeby og hans familie, Galleri Bo Bjerggaard, 15. junifonden, Augustinusfonden, Den Obelske Familiefond, Knud Højgaards Fond og Læsø Kommune

Billeder fra udstillingen

Fotograf: Lars Bay

Detail from the Per Kirkeby painting "Laesoe", Laesoe Art Hall 2016. Photo: Lars Bay Detail from a Per Kirkeby blackboard painting, Laesoe Art Hall 2016. Photo: Lars Bay Detail from a Per Kirkeby Blackboard painting. Laesoe Art Hall 2016. Photo: Lars Bay Detail from a Per Kirkeby blackboard painting. Laesoe Art Hall, 2016. Photo: Lars Bay Detail from a Per Kirkeby blackboard painting. Laesoe Art Hall, 2016. Photo: Lars Bay Per Kirkeby exhibition, Laesoe Art Hall, 2016. Photo: Lars Bay Per Kirkeby exhibition, Laesoe Art Hall, 2016. Photo: Lars Bay Per Kirkeby exhibition, Laesoe Art Hall, 2016. Photo: Lars Bay Per Kirkeby exhibition, Laesoe Art Hall, 2016. Photo: Lars Bay Per Kirkeby exhibition, Laesoe Art Hall, 2016. Photo: Lars Bay Per Kirkeby exhibition, Laesoe Art Hall, 2016. Photo: Lars Bay Per Kirkeby exhibition, Laesoe Art Hall, 2016. Photo: Lars Bay Per Kirkeby exhibition, Laesoe Art Hall, 2016. Photo: Lars Bay Per Kirkeby exhibition, Laesoe Art Hall, 2016. Photo: Lars Bay Per Kirkeby exhibition, Laesoe Art Hall, 2016. Photo: Lars Bay Per Kirkeby exhibition, Laesoe Art Hall, 2016. Photo: Lars Bay Per Kirkeby exhibition, Laesoe Art Hall, 2016. Photo: Lars Bay Per Kirkeby exhibition, Laesoe Art Hall, 2016. Photo: Lars Bay Per Kirkeby exhibition, Laesoe Art Hall, 2016. Photo: Lars Bay