Om Læsø Kunsthal

Læsø Kunsthal er en ikke-kommerciel, selvejende institution som i betydeligt omfang virker ved frivilligt arbejde. Vores mission er at bringe betydningsfuld kunst ud af storbyen, for på samme tid at give ro til oplevelsen af kunst og styrke vores lokalsamfunds identitet. Kunsthallens hovedbygning er Smedievejen 2 i Østerbyhavn. Men kunsthallen viser også værker andre steder på Læsø:

I Østerbyhavn står skulpturen “Vinduestårnet” (2018) af Per Kirkeby og den skulpturelle bygning “Den bevingede hytte” af Hartmut Stockter.

I Bouet på vej mod Byrum står “In probe of the forgotten tone” (2017) af Ursula Nisbet. Værket blev første gang etableret under gruppeudstillingen Khôra samme år, og siden indkøbt af Læsø Kommune med støtte fra fonde.

I Byrum har kunsthallen etableret Læsø Kunstmuseum på Mejeripladsen, ved siden af Café Mejeriet. I samme bygning ligger Læsø Børnekunstskole, også etableret af Læsø Kunsthal, begge dele i 2023.

I biblioteket i Byrum præsenterer vi kunst fra kunsthallens egen samling (Salvador Dalí siden 2021) i en læsesal. I Læsø Garnspinderi vil man fra eftersommeren 2023 kunne opleve Jørgen Haugen Sørensens skulptur “Fragment af noget kontinuerligt”, som blev skabt på Læsø i 1970’erne, og som blev svejset med hjælp fra Erik Sparre.

Kunsthallens leder og grundlægger er Jon Eirik Lundberg. I bestyrelsen sidder Kim Madsen, Greger Melchiorsen og Flemming Christensen. Siden juni 2022 er Tamara Palienko tilknyttet som ekstern kurator.

Vil du støtte Læsø Kunsthal? Skriv til os via kontaktformularen nederst på forsiden, eller på mailadressen nederst på siden her. Vi modtager med taknemlighed donationer til:

MobilePay 30 14 22 21

eller reg. nr. 7402 konto nr. 0001041434

Laesoe Art Hall is a non-profit organisation without governmental funding. Our mission is to bring the wonders of fine art to the countryside, adding contemplation to the experience of art and strengthening the identity of our local community. Would you like to support our work? Please write to us using the contact formular on the front page, or the email at the end of this page. We graciously receive donations to this account:

IBAN number: DK3174020001041434

BIC-kode/SWIFT-adress: NRSBDK24

Kunsten på Læsø

Kunsten har længe været en central del af Læsø. Øens isolerede beliggenhed i Kattegat har inspireret kunstnere siden midten af 1800-tallet og frem til i dag. Det intense lys, havet, de omskiftelige landskaber, følelsen af eksil og den ro og fordybelse øen tilbyder, har givet Læsø en helt speciel plads i den danske kunsthistorie.

Kunstnere har siden guldalderen rejst til Læsø for at arbejde, heraf mange af Danmarks og den internationale kunst største mestre. Fra guldaldermaleren Martinus Rørby og den senere P.C. Skovgaard, til Michael Ancher, Viggo Johansen, Laurits Tuxen og Fynbomaleren Johannes Larsen. I 1950’erne fandt modernistiske landskabsmalere som Søren Hjort Nielsen og Johannes Hofmeister frirum på Læsø.

I 1960’erne købte galleristen Børge Birch en gård på Læsø, som han indrettede til sommerhus. Her fik han ideen til at “skabe et nyt Skagen”; gøre Læsø til et historisk betydningsfuldt arbejdssted for kunstnere. Birch anskaffede ejendomme med boliger og atelierer til to af sine kunstnere. “Bangsbohave” til Asger Jorn og “Søbogård” til Jørgen Haugen Sørensen. Med dem fulgte et righoldigt persongalleri af danske og udenlandske kunstnere som kom på besøg. På den måde gik Birchs drøm hurtigt i opfyldelse. Under optagelserne til en film om Asger Jorn besøgte Per Kirkeby i 1977 Læsø, og han købte et par år efter boligen “Haabet” til arbejde og ophold. Bangsbohave og Haabet anvendes i dag primært til udlejning, men er ellers bevaret i deres tidligere ejeres stil. Jørgen Haugen Sørensens gård har skiftet ejere flere gange siden han forlod øen igen sent i 70’erne. En af de kunstnere som frekventerede Haugen Sørensens gård var den lokale klejnsmed, Erik Sparre (1936 – 2008). Han havde sit eget værksted, i det hus han selv byggede udenfor Byrum. Her skabte han gennem 40 år en stor samling skulpturer i stål. Den samling udgør i dag kernen i Læsø Kunsthal, idet kunsthallens grundlægger, Jon Eirik Lundberg, erhvervede den efter Sparres død.

Læsø Kunsthals aktiviteter Læsø Kunsthal blev etableret i 2012 for dels at formidle, dels at regenerere den tradition Børge Birch efterlod. Således skabte kunsthallen over fire år udstillinger om Per Kirkebys (2016), Jørgen Haugen Sørensens (2017) og Asger Jorns (2020) liv og virke på øen. I 2018 viste kunsthallen oprindelsen til Kirkebys murstensværker, og opførte hans sidste skulptur “Vinduestårnet” i Østerby Havn.

I de øvrige sæsoner har kunsthallen inviteret det ypperste af dansk og international samtidskunst til øen. Nogle af disse projekter har sat deres varige aftryk på Læsø. Eksempelvis er et landskabsværk fra gruppeudstillingen Khora (2017) i proces med at blive en fast installation i Bouet på sydsiden af øens østlige del. Værket består af store træfløjter, som vinden og tidevandet skaber musik af. Med årene har kunsthallen udviklet en tydelig formidlingsprofil: vores udstillinger er fortællende. De indeholder “nøgler” publikum kan tage med sig videre. En forklaring på noget. Samtidskunst er i sin natur eksperimenterende og undersøgende. Men al sand undersøgelse leder til svar. Det behøver ikke være endegyldige svar, men kan være indgange, der kan lede en videre.

Kunsthallen arrangerer hvert år Læsø Litteraturfestival. Gennem årene har den aflejret sig i form af en rig beholdning digtsamlinger i Læsø Biblioteks hylder.

I 2019 modtog Læsø Kunsthal en donation på ca. 230 grafiske værker af Pablo Picasso, Gustav Klimt, Per Kirkeby, Salvador Dalí og Marc Chagall fra kunsthandleren Henry Dyson (1935 – 2019). Værkerne skal udsmykke Læsø. I dag er den lokale regionsklinik udsmykket med grafiske værker af Marc Chagall, og til efteråret vil Salvador Dalís illustrationer til Dantes Den Guddommelige Komedie blive monteret i Læsø Bibliotek, som er en del af Læsø Skole. Denne udsmykning indgår i samarbejdet mellem skolen og kunsthallen, og skal bidrage til at give Læsøs unge erfaringer med verdenskunst.

Alt dette arbejde er muliggjort af projektstøtte og donationer fra privatpersoner og offentlige og private fonde, Læsø Kommune og Region Nordjylland.

Ved årets afslutning

 

Læsø Kunsthal takker vores gæster, venner, sponsorer, digtere og kunstnere for et storslået 2018.

Det har været et betydningsfuldt år for kunsthallen.

 

 

Det var det år vi opførte Per Kirkebys sidste værk, skulpturen “Vinduestårnet” i Østerbyhavn.

 

Per Kirkeby, Window Tower, Vinduestaarnet, Laesoe Art Hall, Læsø Kunsthal 2018, Foto: Inger Nielsen

Foto: Inger Nielsen

Til indvielsen af skulpturen 19. oktober udgav vi bogen “Vinduestårnet – et Mayatempel på Læsø” med billeder af

Inger Nielsen, Teit Jørgensen og Jon Eirik Lundberg. Bogen fortæller historien om værkets oprindelse og tilblivelse.

 

Per Kirkeby, Vinduestårnet, forside til katalog, The Window Tower, front page of the catalogue, Laesoe Art Hall, Læsø Kunsthal, Jon Eirik Lundberg 018

 

Vinduestårnet, Smedievejen, Læsø Kunsthal 2018. Foto: Jon Eirik Lundberg

Foto: Jon Eirik Lundberg

 

 

 

 

 

Det var året, hvor litteraturfestivalen fik besøg af Ib Michael

Ib Michael, Ted Granlund, Jon Eirik Lundberg, Læsø Litteraturfestival 2018

Foto: Mette Lucca

Og litteraturen indtog hyrdeteltet på Stokken

Læsø Litteraturfestival 2018, Teltet ved Stokken, Foto: Mette Luca

Foto: Mette Lucca

 

Og Storhaven

Storhaven, Læsø Litteraturfestival 2018, Læsø Kunsthal, Foto: Jon Eirik Lundberg

Foto: Jon Eirik Lundberg

 

Og kunsthallen

Foto: Jon Eirik Lundberg

 

Ib Michael, Læsø Litteraturfestival 2018, Foto: Jon Eirik Lundberg

Foto: Jon Eirik Lundberg

 

 

 

Det var den sommer Læsø Kunsthals Forlag udgav sin første selvstændige bog,

fotograf Lars Gundersens Skarphed er stærkt overvurderet; tanker om fotografi

 

Lars Gundersen, Tanker om fotografi, Thoughs on photography, Laesoe Art Hall, Læsø Kunsthal, 2018

Bogen blev fejret med en reception i Læsø Kunsthal, og en tilhørende udstilling

Lars Gundersen, Tanker om fotografi, Læsø Kunsthal 2018. Foto: Jon Eirik Lundberg

Foto: Jon Eirik Lundberg

 

 

Det var den sommer vi fortalte historien om Teit Jørgensens, Per Kirkebys og Ib Michaels rejse til Mayalandet i 1971, med udstillingen

“Et Mayatempel på Læsø”. Udstillingen viste originalfotos af Teit Jørgensen, tekster af Ib Michael, tryk og skulpturer af Per Kirkeby og værkfotos af arkitekt Jens Lindhe.

 

Per Kirkeby, Ib Michael, Teit Jørgensen

Foto: Teit Jørgensen

 

 

Ib Michael, Mayalandet. Teit Jørgensen, foto. Jens Lindhe, værkfoto. Foto: Jon Eitik Lundberg. Læsø Kunsthal 2018.

Foto: Jon Eirik Lundberg

 

 

 

 

Det var sommeren da vi opdagede, at Kirkebyskulpturens grundplan er et ornament fra en stenvæg i Mayalandet. Ornamentet hedder Quetzacoatl, som kan betyde “vind” og “poesi”.

1) Kirkeby tegner i en notesbog i Mayalandet i 1971. Foto (udsnit): Teit Jørgensen

2) Billede af en side i notesbogen.

3) Grundplan til skulpturen Vinduestårnet.

Per Kirkeby, Mayaornamentet på muren, i notesbogen og i grundplanen. Læsø Kunsthal 2018.

 

 

 

Med ønsker om en glædelig jul og på gensyn i 2019

fra alle os i Læsø Kunsthal

 

 

 

Skulpturen “Vinduestårnet” indviet 19. oktober 2018

 

Foto: Inger Nielsen

 

 

Per Kirkebys sidste murstensværk, ”Vinduestårnet” i Østerbyhavn på Læsø, blev indviet den 19. oktober 2018 ved en ceremoni i Læsø Kunsthal. Værket er et syv meter højt tårn sat sammen af alle de grundelementer der er i spil i Kirkebys øvrige murstensværker, og fungerer som en ”maskine for lys og skygge”, for at citere Museum Jorns udstilling om Kirkebys murstensværker dette efterår.

Murvæggen folder sig ind i sig selv i form af Mayaornamentet Quetzalcuatl, ”den fjerklædte slange”, som Kirkeby nedtegnede fra en tempelvæg i Mexico i 1971; det år, hvor han, ifølge Ib Michael, opdagede ”det sprog der tales i stenene”.

”Det sprog der tales i stenene” var i første række mayaernes ornamentale tekst udformet i mursten, men blev også en metafor for Per Kirkebys murstenskunst. Men hvor mayaerne lagde teksten ind i væggene, så den kunne læses når man betragtede bygningen, har Kirkeby placeret udsagnene et andet sted; i væggenes grundplan og idé.

I Danmarks mindste kommune er lokalsamfundet, virksomheder og fonde på fastlandet gået sammen om at realisere det sidste af alle disse værker Kirkeby har rejst rundt om i verden. En skulptur der går tematisk tilbage til begyndelsen, til den rejse, hvor han først fik inspirationen til at arbejde i mursten. Skulpturen står således også som et udtryk både for Kirkebys nære relation til Læsø gennem 40 år og Læsøs identitet som et arbejdssted for kunstnere, og som et punktum for et kunstnerisk livsværk.

Læsø Kunsthals udstilling i 2018, ”Et Mayatempel på Læsø – nøglen til Per Kirkebys teglstenskunst” har været dedikeret til fortællingen om skulpturens oprindelse sideløbende med opførelsen af skulpturen.

 

 

Vinduestårnet: Skulptur af Per Kirkeby i Østerbyhavn

Læsø Kunsthal har i halvandet år arbejdet på at finansiere byggeriet af en teglstensskulptur på Læsø, og den 7. juni begyndte udgravningen af et hul til fundamentet til det syv meter høje “Vinduestårnet”.

Historien om tilblivelsen af dette værk, og alle Kirkebys teglstensskulpturer, fortælles ved Læsø Kunsthals udstilling “Et Mayatempel på Læsø” , som åbner den 23. juni.

Realiseringen af denne idé er først og fremmest et kollektivt projekt. Læsø Kunsthal er bygherre, men der var ikke noget byggeri uden et nært samarbejde med Per Kirkeby selv og Galleri Bo Bjerggaard. Vi takker også for generøs støtte fra Knud Højgaards Fond, Det Obelske Familiefond, 15. Junifonden, Læsø Kommune, Familien Stryhns Familiefond, Hotel Havnebakken, Hotel Nygaard, Læsø Færgeselskab, Læsø Fiskeindustri, Læsø Brand Fonden, Region Nordjylland, Oticonfonden, Læsø Turist- og erhvervsforening, Louis-Hansen Fonden, Steen Buus Jensen, Galleri Bo Bjerggaard, Østerby Landsråd, Nordjyske Bank, Østergård B&B, Sprog til Tiden, XL-Byg, Læsø Spisehus, Læsø Seaside Golfklub, Danske Bank på Læsøs Fond og Læsøshoppen. Smedievirksomheden OPS, Oskar Petersen & Søn, har doneret skulpturens kerne af galvaniseret stål, og smedearbejdet i den forbindelse. Egernsund Tegl, Aalborg Portland og Skagen Beton bidrager med teglsten, mørtel og beton. Viva Stillads A/S har stillet det store stillads til rådighed.

Murerarbejdet udføres af Murerfirmaet Stig Beck, Læsø.

Vi glæder os til at invitere til afsløringen.

 

 

 

Detalje fra skitse til skulpturen. 

Tegning: Arne Fremmich

 

 

 

 

 

 

 

 

Udstilling hos Det Italienske Kulturinstitut

Sommeren 2017 viste Læsø Kunsthal en retrospektiv udstilling med Jørgen Haugen Sørensen og hans mange kunstneriske samarbejdspartnere. En af dem er maleren Giovanni Meloni, som Jørgen har arbejdet med siden de første gang mødtes i Verona i 1970’erne. Den 5. april åbner vi en udstilling med Jørgen Haugen Sørensen og Giovanni Meloni, hvor hovedtyngden ligger på den italienske side af fortællingen.

Udstillingen er skabt og vises i samarbejde med Det Italienske Kulturinstitut i København.

 

Et Mayatempel på Læsø

Teit Jørgensen, Per Kirkeby

Per Kirkeby i Uxmal, 1971. Foto: Teit Jørgensen

(Scroll down for English text)

Sommerens udstilling i Læsø Kunsthal er dedikeret til Per Kirkebys teglstensskulpturer og den 7 meter høje skulptur Vinduestårnet, som Læsø Kunsthal i sommer opfører i Østerbyhavn.

Skulpturen vil synliggøre Kirkebys nære relation til Læsø gennem de 40 år, hvor han arbejdede på øen. Men den bringer også verden tættere på Læsø. For i en vis forstand begynder dens historie i en jungle i Sydamerika.

Under en ekspedition til det sydlige Mexico med Ib Michael og Teit Jørgensen i 1971, fik Per Kirkeby et særligt blik for ruinerne af Mayatempler. Især bygningernes raffinerede ornamentering kom til at præge hans arbejde med teglsten. Tilbage i Danmark tog han til at tegne og bygge sine egne “ruiner”. Den første, der er næsten identisk med et lille Mayatempel, blev skabt i Ikast, i 1973.  Den anden hjemme i haven hos kunsthandler Svend Hansen, i Stubbekøbing. Kirkebys internationale gallerist, Michael Werner, tog skulpturerne videre ud i Europa, og den første udstilling med teglstensskulpturer blev vist i Essen i 1977. I adskillige lande står der i dag teglstensskulpturer fra Mayariget genfortolket af Per Kirkeby. I Paris viste Palais des Beaux-Arts sidste år udstillingen “Bricks 1966 – 2016”. Tate Modern optog samme år to skulpturer i museets faste samling, og det samme gør det ny nationalmuseum i Oslo. Med skulpturen i Østerbyhavn føjes Læsø til dette fine selskab af kulturelle metropoler.

Udstillingen Et Mayatempel på Læsø fortæller historien om alle Per Kirkebys teglstensværkers oprindelse. Fotograf Teit Jørgensens originale fotos fra rejsen i Mexico udgør udstillingens hovedbestanddel, suppleret med papir- og bronzeværker af Kirkeby selv og værkfotografier af arkitekt Jens Lindhe.

Udstillingen er muliggjort takket være et tilskud fra Oticonfonden og Trygve Natvig.

***

In English: The summer exhibition in Laesoe Art Hall, “A Mayan Temple On Laesoe”, is dedicated to the brick sculptures of Per Kirkeby. The Art Hall is also building such a sculpture Oesterby harbour this summer. The exhibition takes us back in time to the very origin og Kirkeby’s brick works.

The sculpture, the 7 meters tall “Window tower”,  is ultimately inspired by Mr. Kirkeby’s experiences of the ruins of Mayan temples in southern Mexico. Kirkeby and two of his collegues, photographer Teit Jørgensen and author Ib Michael, made an expedition to South America in 1971 to explore the remnants of ancient civilisations. The experiences influenced Kirkeby’s stone works ever since.  The sculpture on Laesoe is also a totem over Kirkeby’s working life in his atelier on the island since 1980. The project is a great collaboration between the art hall and private foundations, local businesses and individuals, public institutions, private gallerists and industries. And the artist himself, naturally, who has chosen the piece for the exact spot in the town. The exhibition will present at key to the understanding of all of Kirkeby’s brick works.

The exhibition consists mainly of Teit Joergensens original photos from the exhibition in 1971, accompanied by original Kirkeby works on paper and in bronze.

It opens on June 23rd and closes on October 20th.

We hope to see you on the island this summer.

***

Teit Jørgensen, Per Kirkeby og Ib Michael i junglen,

Lacandon, 1971.

Foto: Teit Jørgensen.

 

Datoer for 2019

Læsø Kunsthals program for 2019 (med forbehold om ændringer)

7/6 – 08/09: Den politiske kunst

Gruppeudstilling

*

Læsø Litteraturfestival: 7/9/2019

*

Følg os på Facebook for løbende opdateringer

På gensyn!